Sådan finder du det rigtige regntøj til dine børn

Hvad skal du lægge mærke til når du køber regntøj?

Med det perfekte regntøj og gode gummistøvler er der ingen grund til, at børn skal sidde indenfor og kede sig, når det regner.  Når det drypper fra himlen, kan det være særligt spændende for de mindste at lege ude.

Byen og naturen bliver oplevet på en helt anderledes måde, og børnenes sanser bliver virkelig sat i spil.
I denne guide til valg af regntøj får du de vigtigste ting, som du skal være opmærksom på, når der skal shoppes regntøj til familiens mindste.

 

Design og materiale


Man kan hurtigt fare vild i design og materialer, når man skal vælge regntøj. Som hovedregel er de mest typiske materialer polyester eller polyurethan (PU). Jo mere polyester der er i, desto mere blødt og åndbart er regntøjet. Så hvis ungerne har et højt aktivitetsniveau, er dette meget velegnet, omend det ikke er helt vandskyende. Ønsker du 100% vandtæt regntøj, skal det have en PU-overflade med svejsede sømme. Hvis der ikke er det, så er det ikke tæt. Syningen må ikke være synlig, hvilket du hurtigt kan tjekke på vrangsiden af regntøjet.


Det hitter hos børnene:

•    Print med dyr eller stjerner
•    At regntøj og gummistøvler matcher
•    Neonfarver
•    Pastelfarver

 

Bevægelsesfrihed


Dit barn skal kunne bevæge sig i sit nye regntøj. Det bedste er at lade barnet selv teste det. Bed dit barn om at løfte armene helt over hovedet og sætte sig på hug. Pasformen skal være lidt løs, men inden for normalstørrelsen. Det er også en fordel, hvis du kan justere livet og ærmerne.
De mindste har stor glæde af bukser med seler, så de ikke bliver våde, når de skal sidde længe i sandkassen. Omvendt skal de større børn gerne have elastik i taljen, så de selv kan tage regntøjet af og på. Husk i den forbindelse, at lynlåse er nemmere for børn end trykknapper.
 

 

Funktionelle detaljer på regntøjet


Når du køber regntøj, så kig da også efter disse detaljer:
•    Lynlåse ved benene, der gør det nemmere at tage bukserne af
•    Reflekser på regntøjet, så dit barn kan ses i mørke
•    Aftagelig hætte, der gør jakken brugbar til andre formål
•    Udluftningskanaler under arme og på ryggen

 

Sikkerhed


Udover design, materiale og funktionalitet bør du undersøge, om regntøjet er sikkert. Se efter, om det har detaljer, som barnet i værste fald kunne hænge fast i, når det kravler i træer eller tumler på legepladsen. Det kan fx være, at der ikke er snore i kraven, og at jakken er uden hætte. Inden du køber regntøj med hætte, så sørg i øvrigt for at tjekke med dit barns institution, om de accepterer, at der er hætte på regntøjet - ellers skal hætten kunne tages af.

 

Gummistøvler


Gummistøvler byder på nogle helt særlige udfordringer, når du skal finde dem, der sidder bedst. Når du køber gummistøvler, skal du primært overveje plads og komfort. Gå efter 1,5-2 cms voksetillæg i længden, aldrig mere, for så falder støvlerne for let af. Foden rutsjer i forvejen rundt i dem, da der ikke er noget, der kan regulere pasformen omkring foden.

Børn kan have svært ved at udtrykke, hvordan støvlen føles på fødderne. Derfor er det vigtigt, at du måler efter: Mål længden ved at tage indersålen ud og sætte barnets fod ovenpå. Og tag begge såler ud, da der - især hos børn – kan være stor forskel på højre og venstre fod. Du skal rette dig efter den længste. Gummistøvler skal sidde godt, uden at stramme, så tjek også, om pasformen matcher dit barns fodbredde, da der findes både meget smalle og fodformede gummistøvler.

Se vores udvalg af regntøj her.

 

Du kan hjælpe andre kunder, når du fortæller om dine erfaringer og oplevelser med produktet. Vær den første til at skrive en anmeldelse