Sådan hjælper uldundertøj dit barn

Syge- og sundhedsplejerske, Helen Lyng Hansen, giver gode råd

Helen Lyng Hansen, som er uddannet sundhedsplejerske, og kvinden bag succeshjemmesiden Netsundhedsplejerske.dk, samt forfatter til en populær bogserie  om børn og deres trivsel,  giver her sine bud på, hvorfor man skal vælge uld til sine børn

 

Besværlige og kradsende fordomme

Husker du stadig barndommens kradsende uldundertrøjer, som din mor tvang dig i, lige så snart efterårets første snotnæse meldte sin ankomst? Den kradsede og kløede, og var i det hele taget en pine at have på. Sådan er det heldigvis ikke længere. Uldundertøj har gennemgået en voldsom udvikling, men fordommene lever stadig. Den bedste måde at blive overbevist på, er simpelthen ved at prøve et uld-produkt selv. 

 

Brug uld i måneder med ’r’

En gammel huskeregel siger, at man kan bruge uldundertøj i de måneder , der indeholder bogstavet ’r’, altså inklusive marts og april. Nogle forældre tror, at uldundertøj vil ødelægge barnets evne til at regulere kroppens temperatur, og at barnet derfor bliver afhængig af undertøjet. Det er der slet ingen fare for, og du kan sagtens bruge uldundertøj i vintermånederne, og give barnet en bomulds-body på i sommermånederne. 
 
Der er intet i vejen for at bruge uldundertøj når det er varmt også.  Uldundertøjet kan nemlig hjælpe barnet med at holde en stabil temperatur, og er også god til at optage fugt, hvis barnet har det varmt. På denne måde kan uldundertøj f.eks. hjælpe barnet til en god nats søvn på en varm sommernat.

 

Uldundertøj regulerer kropstemperatur

Undertøj af uld har mange fordele. Det har en luftig struktur, og hjælper derfor barnet med at holde den rigtige kropstemperatur. Samtidig er det meget bedre end bomuld til at optage fugt, så barnet er tørt. Alt dette er medvirkende til at barnet får en bedre søvn, også selvom barnet måske sparker dynen af.
 
Selv på en aktiv dag, er uldundertøj et godt valg til barnet. Barnet kan løbe rundt, uden at det bliver svedigt og fugtigt og samtidig hjælper uldundertøjet barnet med at holde varmen, i de ikke så aktive timer.

 

Nemt at vaske

En anden skrøne der hersker omkring uld er, at det er besværligt at vaske. Hvad mange forældre ikke ved er, at moderne uldundertøj både kan maskinvaskes, og altså ikke nødvendigvis skal håndvaskes.

 

Uld/bomuld kombination til børn med sart hud

I dag kan man få rigtig meget uldundertøj, som er blødt og lækkert og behageligt mod huden. Der er i dag også undertøj på hylderne, hvor uld er kombineret med bomuld, hvor bomuld er inderst og uld er yderst. Det kan være et godt alternativ, hvis barnet har sart hud eller måske lider af børneeksem.
 

Se udvalget af uld til børn her

Du kan hjælpe andre kunder, når du fortæller om dine erfaringer og oplevelser med produktet. Vær den første til at skrive en anmeldelse