BLACK FRIDAY   

Værd at vide om din hund - Sundhed og sygdomstegn

af dyrlæge Kim Hesvang

Hundens almene befindende

Din hund er rask og frisk, hvis den opfører sig som sædvanligt. En hund, som sover mere end den plejer, ikke vil gå tur eller halter, ikke har lyst til at lege eller mister appetitten, kaster op eller får diarre, kan være syg, og det kræver din opmærksomhed for at finde årsagen - eventuelt må I en tur omkring dyrlægen. Læs efterfølgende om de vigtigste symptomer på sygdom.

Hud og pels

Huden og pelsen skal være ren og uden tørre skæl, lugt eller fedt. Pelsen skal skinne og må kun kunne trækkes ud, når hunden fælder. Din opdrætter kan fortælle dig om netop din hunds forventede normale fældeperioder og varighed. Som en gylden regel, er fældeperioder over 3 uger ikke normale, og konstant fældning bør udredes af din dyrlæge. Ekstrem kløe kan være tegn på lopper.

Regelmæssig pelspleje er vigtig for voksne hunde, fordi det ikke alene fjerner døde hår, snavs og parasitter, men også stimulerer blodforsyningen til huden. Din opdrætter kan anbefale den bedste børste til netop din hunderace, og børst den gerne dagligt. Hunde bør kun vaskes, når det er nødvendigt, da for mange bade fjerner pelsens naturlige fedtlag, så den bliver mat og mindre vandskyende. Da pH i hundens hud er anderledes end menneskets, bør du købe en speciel shampoo til hunde. Shampooer til mennesker duer ikke – heller ikke dem til børn. Nogle hunde fælder regelmæssigt og hår i hjemmet kan være irriterende. Ud over børstning, elsker mange hunde at blive støvsuget med svagt sug og et mundstykke med børste, og næsten alle hunde kan lære det.

Analkirtlerne

Analkirtlerne er vigtige færtkirtler, som sidder på hver side af anus under huden og cirka klokken halv fem og halv otte, hvis du betragter anus som et ur. Din hund anvender analkirtelsekretet som kommunikation med sine artsfæller, og hver gang din hund har afføring, så kommer der et lille skvæt med fra analkirtlerne. Hvis analkirtelsekretet bliver for tykt til at kunne presses ud af de 2 udførselskanaler, eller hvis afføringens volumen ikke er tilpas stor til at kunne massere sekretet ud, så kan du opleve, at din hund ”kører på rumpen”. Den tømmer på den måde selv noget af det ildelugtende sekret ud. Men hvis din hund dagligt begynder at ”køre på rumpen” eller ofte slikker sig til endetarmsregionen, så skal du ikke selv forsøge at tømme anal kirtlerne, men hellere lade din dyrlæge kontrollere, om der er betændelse eller en anden årsag til, at analkirtlerne er blevet for fyldte.

Øjne og ører

Øjnene skal være klare, rene og uden klatter og slimhinderne pæne og lyserøde. Der må ikke være rødme, og hunden må ikke misse med øjnene eller have problemer med synet. Ørerne skal være rene. Indersiden af ørerne skal være normal hudfarve. Hvis din hunds øjne løber i vand, fordi den har fået pollen eller andet støv i dem, så findes der øjenbadevand i håndkøb. Men hvis du kan se decideret flåd fra et eller begge øjne, og slimhinderne bliver højrøde, eller din hund gnider øjet med poterne eller hen ad gulvet, så skal du søge dyrlæge. Hvis din hunds ører danner for meget ørevoks, og det kan specielt hunde med hænge ører risikere, fordi der kommer for ringe lufttilførsel til øregangene, så kan du også købe en mild ørerens i håndkøb, men hvis et eller begge ører begynder at lugte surt, eller din hund begynder at klø sig eller gnide øret hen ad gulvet eller ørerne ikke hænger symmetrisk, bør du søge dyrlæge.

Mund og tænder

En hunds tænder er hvidere end menneskets tænder, fordi emaljen er tykkere og stærkere. Tandkød og tunge skal være lyserøde, undertiden med mørke pigmentpletter. Tandkødet skal sidde glat over tænderne. Der må ikke være lommer i tandkødet, hvor madrester så kan sætte sig fast og give dårlig ånde. Derfor skal du reagere, hvis din hund begynder at få dårlig ånde. Du bør børste din hunds tænder regelmæssigt og hvis ikke dagligt, så mindst 2 gange om ugen. Mindst 1 gang om måneden bør du kigge alle tænder efter for at se, om der er tegn på begyndende tandstensdannelse.

Poterne

Poterne skal være hele og rene. Det er vigtigt at kigge trædepuderne efter for rifter og forbrændinger. Ligeledes bør neglene kigges efter for brud eller anden beskadigelse. Også mellemrummet mellem tæerne bør tjekkes jævnligt, da der ellers kan sidde små partikler, som kan forårsage hævede og smertefulde bylder. Neglene bør klippes, hvis din hunds negle rammer underlaget, når den står.

Legemstemperaturen

Du kan ikke altid mærke på snuden, om din hund har feber – og slet ikke lige efter, at den lige har motioneret eller er blevet ophidset, men en varm snude og nedstemthed eller manglende appetit er tegn på, at du bør tage temperaturen med et almindeligt digital termometer. Temperaturer mellem 39,0 – 39,3 kaldes subfebrile – men er temperaturen højere, bør du kontakte din dyrlæge. Du bør også tage temperaturen, hvis din hund kaster op eller får diarre. Hundes normaltemperatur kan svinge mellem 38,0 og 39,0 grader (som regel er temperaturen 0,3 – 0,5 grader højere om aftenen), så det vil være en god ide, hvis du en dag, hvor din hund er rask, tager temperaturen morgen og aften. Så har du et mere præcist pejlemærke at gå efter. Hvis din hund f.eks. har en normaltemperatur om aftenen på 38,5 grader – så vil en temperatur på 39,0 kunne kaldes for feber.

Du kan hjælpe andre kunder, når du fortæller om dine erfaringer og oplevelser med produktet. Vær den første til at skrive en anmeldelse