Sankt Hans bål

Få gode råd til et sikkert Sankt Hans bål

I denne guide har vi samlet en række gode råd til Sankt Hans bålet, så du får bygget et sikkert bål, hvor det kun er heksen og bålet, der bliver brændt af den 23. juni.

Sådan bygger du Sankt Hans bålet

Først skal du have lov af ejeren til at bruge arealet, hvor bålet skal bygges. Du starter med at bygge kernen af en stak sammenkrøllet avispapir, tørt kvas og grene. Vær omhyggelig med opbygningen, så Sankt Hans bålet ikke risikerer at vælte. Derefter lægger du mindre grene eller flækkede træstykker, så de dækker bålets kerne. Du bør kun anvende rent træ - og aldrig trykimprægneret eller malet træ eller affald. Desuden bør alt bålmaterialet være så tørt som muligt.

Sådan tænder du op

Hvis det blæser kraftigt, må du ikke tænde bålet. Inden du tænder, skal du tjekke, at der ikke er pindsvin, katte eller andre dyr, som er kravlet ind i bålet. Du kan med fordel bruge en lang fakkel eller en ukrudtsbrænder for at nå ind til avispapiret og kvaset i kernen i bålet – brug aldrig benzin, sprit eller lignende ved optænding.

Hvor skal bålet placeres?

Du skal placere Sankt Hans bålet mindst:

• 30 meter fra bygninger med hårdt tag

• 60 meter fra markafgrøder

• 200 meter fra stråtæktshuse, nåletræer og andre materialer, som let antændes.

Desuden bør du undgå at få gang i bålet med benzin, sprit eller andre optændingsvæsker. Når bålet brænder, så hold nøje øje med, hvordan det udvikler sig, og sørg især for, at de små børn ikke kommer for tæt på. Først når Sankt Hans bålet er helt slukket, må du forlade det.

Du kan hjælpe andre kunder, når du fortæller om dine erfaringer og oplevelser med produktet. Vær den første til at skrive en anmeldelse