Tips til plantning af slyngplanter

Skab hygge med de farverige planter

Uanset hvor stor eller lille din have eller terrasse er, kan du altid finde plads til en eller flere slyngplanter. Disse skaber en hyggelig og frodig stemning, og kan plantes op ad mure, træstammer og plankeværk.

Plantning

Da de fleste Klematis stammer fra skovområder er de alle rimelig skyggetolerante, men skal have mulighed for at vokse sig ud af skyggen for at få sol til blomstringen. Med andre ord, Klematis ynder skygge på roden.

Det kan derfor anbefales at den nederste del af planten er i skygge på en eller anden måde, evt. dækket af andre planter.

Alle Klematis og Kaprifolier er slyngende og har derfor behov for at have et eller andet at gro op ad, evt. et espalier, hegn, udspændte snore/wire eller et stativ.

Vedbend, specielt de småbladede typer som Hevil og Hesma, Rådhusvin, Vildvin Engelmanii samt Klatrehortensia er alle selvhæftende slyngplanter og gode til at vokse direkte op af husmure uden yderligere hjælp.

Der findes en slyngplante til et hvert behov: Dække en kedelig mur, vokse op af en gammel træstub, vokse op af lamelhegn, trådhegn med mere, i pergulaer, opad espalier, op af tagrender, imellem store buske som f.eks. bambus, i diverse stativer, solitært i haven eller i krukker - kun fantasien sætter grænser!

Det anbefales iøvrigt at plante flere Klematis i samme hul for at få en blomstring over hele sommeren. F.eks kan Clematis President, Rouge Cardinal og Dr. Ruppel plantes sammen, hvorved der vil være blomstring fra maj til oktober.

Pasning
Slyngplanter vokser generelt meget fra tidlig forår og hen over hele sommeren. De kræver derfor en del gødning, alm. NPK med micronæringsstoffer, der gives 2-3 gange i marts-juni og august, som det mest optimale.

Det første år efter udplantning skal der vandes ekstra meget, da slyngplanter ofte placeres i mere tørre områder som tæt ved husmure eller ved roden af andre planter.

Følg i øvrigt beskæringsvejledningen på etiketten.

Vinplanter beskæres også tidlig forår. Som hovedregel beskæres disse indtil nogle få store grene, som herefter danner nye sideskud, hvorpå de bærer frugter.

Andre slyngplanter som Kaprifolier, Vedbend, Vinterjasminer, Tobakspibeplanter, Blåregn, Træmorder og Rådhusvin beskæres også bedst i det tidlige forår, men man kan også beskære lige efter blomstring i august-september.

Sygdomme og skadedyr

Planter som er velernærede og i god vækst, har mindre risiko for at få sygdomme og blive angrebet af skadedyr. Slyngplanter er generelt ikke særlig udsatte for sygdomme.

Slyngplanter kan angribes af meldug-svampe, som kan sprøjtes væk med almindelige meldug midler. Herudover kan de en sjælden gang blive angrebet af en svampesygdom kaldet ”visnesyge”. Dette svampeangreb bevirker at enten hele skud eller hele planten visner ned til jorden. Sygdommen er meget svær at bekæmpe, da man ikke kender svampetypen.

Selvom hele planten er visnet, er den nødvendigvis ikke død. Det bedste du kan gøre er at klippe planten helt ned, hvorefter nye skud vil bryde uden sygdomstegn.

 

Du kan hjælpe andre kunder, når du fortæller om dine erfaringer og oplevelser med produktet. Vær den første til at skrive en anmeldelse