Sådan eftersår du din græsplæne

Tips til at holde din græsplæne sund, tæt og fri for ukrudt (04:36 min.)

Sådan eftersås en græsplæne

En eftersåning giver nyt liv til din græsplæne, og det kan med fordel gøres en gang om året. Resultatet er:

- du får fjernet mos, ukrudt og gamle planterester
- du får lukket evt. bare pletter, så ukrudtet ikke får fat
- du tilfører nye græsfrø, som styrker græsplænen

Klip græsplænen helt kort
Start med at klippe græsplænen helt kort. Derefter fjernes al mos i græsplænen. Det kan gøres med en græsrive, men det er hårdt arbejde. Vi anbefaler derfor at bruge en vertikalskærer, og det bedste resultat opnås ved at køre både på kryds og tværs.

Er der ingen mos i græsplænen, kan det alligevel være en god ide at køre over plænen med en vertikalskærer, så plænen får lidt luft. Græsafklip, tørre planterester og lign. fjernes, så der bliver plads til de nye græsfrø.

Sådan sår du nye græsfrø

Når græsplænen er kørt over med vertikalskæreren, skal al mos, ukrudt m.m. fjernes – og vær forberedt på, at der er rigtig meget, der skal fjernes. Her er græsriven igen meget velegnet.

Nu er plænen klar til, at du kan så de nye græsfrø, og her er det vigtigt at vælge de rigtige græsfrø. Plages du af mos i græsplænen, kan det rigtige valg være Turfline Mosfri. Her er iblandet kalk, da mos ikke bryder sig om kalk, men det gør plænegræs til gengæld. Græsfrø skal spredes omhyggeligt på langs og på tværs af arealet, så der ikke bliver bare pletter – men vær omhyggelig med at undgå, at frøene kommer ud i dine blomsterbede og flisearealer.

Husk at gøde græsplænen
Husk også efterfølgende gødning af græsplænen. Det giver både de gamle og de nye planter ekstra grokraft. Her bør du vælge at bruge en græsplænegødning, da den er udviklet med det ene mål for øje, at den skal passe til græs – og igen skal det spredes omhyggeligt på langs og på tværs af arealet, så der ikke bliver bare pletter. Men pas på ikke at sprede for megen gødning. Det kan græsset ikke tåle.

Læs anbefalet mængde på pakken. Det er en rigtig god ide at efterså og gøde græsplænen mindst en gang om året. Det vil give en flot og slidstærk plæne.

Du kan hjælpe andre kunder, når du fortæller om dine erfaringer og oplevelser med produktet. Vær den første til at skrive en anmeldelse