BLACK FRIDAY   

Få succes med forspiring i foråret

Haveekspert giver tips til at forlænge havesæsonen

De fleste frø kræver en god varme i jorden, for at de spirer og bliver til noget. Har du ikke tid til at vente på, at temperaturen stiger, er det nu, du kan begynde at forspire i vindueskarmen. Også blomsterknolde som dahlia og pæoner kan du hjælpe lidt på vej.

 
I Danmark er det forholdsvis få måneder, vi har glæde af haven. Forspiring er derfor en god måde at forlænge havesæsonen, og mange frø vil gerne have en hjælpende hånd til at spire, før du sætter dem i haven eller drivhuset.

"Det kan typisk være agurker, tomater, kål og peber eller krydderurter man forspirer, men også mange blomster som for eksempel lathyrus og tagetes kan forspires med held," fortæller salgschef Mogens Sørensen fra Econova. Og han ved, hvad han taler om efter 30 år i frø-branchen.

Vælg så- og priklejord
Han pointerer, at det vigtigt at så frøene i så-og priklejord, som skal vandes op, så den er fugtig. Pottemuld eller almindelig havejord duer ikke.

"Pottemulden har for meget gødning og havejorden kan indeholde æg, snegle og andet skidt. Såjorden er blandet med sand og er uden næring; den er beregnet til at give frøene den bedste start," forklarer han

Små rene potter og tyndt dæklag
Så frøene i små såpotter af plastik eller spaghnum- de såkaldte Jiffypotter. Sørg for at de er helt rene og fri for sygdomskim og svampesporer, hvis du genbruger plastpotter fra år til år.

"Frøet skal kun lige dækkes til. En tommelfingerregel siger, at jordlaget skal være så tykt, som frøet er stort. Altså jo større frø, jo mere jord ovenpå," siger Mogens Sørensen.

Rødderne skal have plads
Potterne sættes i en lun vindueskarm eller et minidrivhus, og når spiren dukker op over jordoverfladen, flyttes de til et lidt koldere sted, ellers går det for stærkt for planten.

Når spiren er blevet til en lille plante, er næste skridt at flytte den over i en større potte. Mere plads betyder, at rodnettet kan blive større og mere levedygtigt.

"Agurker og tomater kan så flyttes til en plantesæk i drivhuset, når vejret er lunere, for ingen af dem kan ikke lide frost. Agurkerne skal have 18 grader ved rødderne, så der plejer jeg at sige man skal vente til Grundlovsdag. Tomaterne er mere hårdføre," fortæller salgchefen.

Mistbænken giver varme og skærmer for snegle
Har du ikke så meget plads i vindueskarmene, er en drivbænk eller mistbænk også et godt sted at hjælpe planterne tidligt i gang. Den kan bruges som mellemstation for såpotterne inden de kommer ud i den fri luft, men du kan også så direkte i den.

Den er velegnet til de lidt mere hårdføre planter som for eksempel spinat, ærter og hestebønner. Og så har mistbænken den fordel, at planterne står i fred for sneglene.

Mist er tysk og betyder gødning - og et lag hestemøg i bunden kan give varme til bænkens planter.

"Men i dag bruger de fleste vist fiberdug til at holde på varmen. Og det kan godt betale sig at holde øje med vejrudsigten, for hvis der kommer nattefrost, skal bænken lige dækkes til," råder Mogens Sørensen.

Driv dahlia-knolde frem
En plante som absolut ikke tåler nattefrost er Dahlia. De undseelige knolde findes lige nu i hobetal i butikkerne, men de er ikke klar til at blive gravet ned i den kolde jord.
Også dem kan du give en hjælpende hånd, mens du venter på højere temperaturer i havemulden.

"Læg knoldene i fugtig pottemuld i nogle krukker eller flamingokasser, hvor de så vil spire. Når spirerne viser sig skal de have lidt lys –og må ikke sættes ud, før der slet ingen frost er," understreger Econovas salgschef.

Alle knolde kan drives
Det samme kan du gøre med dahlia, gladiolus, liljer og pæoner. Han fortæller at mange entusiaster graver knoldene op igen om efteråret –for de kan ikke overvintre som for eksempel stauder.

"Andre haveejere vælger at se knoldene som sommerblomster. Altså noget der er et-årigt –og næste år køber de nogle nye," fortæller han.
 
Læs på frøposen
Læs altid på frøposen om frøene stiller særlige krav til spiringen i forhold til kulde/varme og lys/mørke.
Står der ikke noget, skal frøene spire under almindelige forhold: stuetemperatur og ganske let tildækket.

Forspiring af frø i 5 trin

  • Så frø i fugtig såjord i små rene potter, dæk dem med ganske lidt jord.
  • Stil dem i en lun vindueskarm indtil spiren kommer frem
  • Flyt potten med spiren til et koldere sted
  • Når det er blevet til en lille plante: flyt den over i en større potte.
  • Når det er varmt nok i drivhuset eller haven: plant ud.

Forspiring af kartofler
Du kan forspire dine kartofler i marts og sætte dem ud i april.
  • Læg dem i ét lag i en kasse.
  • Sæt dem i et rum med 14-18 graders varme.
  • Kartoflerne skal have godt med lys, det giver korte spirer der ikke så let knækker af.
  • Er luftfugtigheden lav kan du bevare kartoflernes spændstighed ved at spraye med vand.

 

Du kan hjælpe andre kunder, når du fortæller om dine erfaringer og oplevelser med produktet. Vær den første til at skrive en anmeldelse