Wellness fest

Det kan være en sand fest at få lov til at svæve væk i selvforkælelse og velvære en hel dag – så hvorfor ikke invitere veninderne til wellness-fest langt væk fra hverdagens stress og jag? Lån et sommerhus ved vandet, bed gæsterne pakke morgenkåbe og tøfler og stil an med skønne dufte, lækre produkter, sunde snacks og måske en flaske bobler eller to til at slutte dagen af på.

 

Idéer til wellness-festen


Afslappende spastemning
Fyld rummet med levende lys og enkelte duftlys for at skabe den rette afslappende spastemning. Sæt også gerne friske blomster i vaser og sørg for roligt, meditativt musik i højtalerne.
Lindrende grønne skiver
Agurker er formidable til at mindske poser under øjnene, så sørg for at der er rigeligt af de lindrende, grønne skiver. Læg dem for eksempel på øjnene, mens I har ansigtsmaske på og slå to skønheds-fluer med ét smæk.
Velduftende velvære
Fyld rummet med orkideer eller andre velduftende blomster – og læg også gerne blomsterhoveder på bordene som et dekorativ touch. Alt smukt og velduftende er en gave til en dag i selvforkælelsens tegn.
Fodbad er ren forkælelse
Fødder skal plejes, og meget lidt er så skønt som at stikke fødderne ned i et kar med varmt vand blandet med lækre æteriske olier. Skal der skrues ekstra op for wellness-følelsen, kan du drysse blomsterblade på overfladen af vandet – og så er det bare om at lukke øjnene og nyde øjeblikket.
Juicebar
Væske er vigtigt, så sørg for, at der står vand fremme dagen igennem – gerne tilsat agurkeskiver, mynte eller citron. Skal det være ekstra lækkert er en juicebar også et sikkert hit. Hæld forskellige hjemmelavede juicer på patentflasker og bind et manilamærke om halsen på flaskerne. Lav for eksempel rødbedejuice med ingefær eller en juice med citrus og chili.
Mobilfri zone
Husk at slukke for mobiltelefonerne og lægge dem langt væk. Alene det ikke at blive forstyrret af beskeder, opringninger og Facebook-opdateringer kan gøre meget for både krop og sjæl.
Farvestrålende frugt
Frugt er fyldt med vitaminer og gode egenskaber og er selvskrevet til en wellness-fest. Vælg farvestrålende frugt, der også fungerer som et dekorativt indslag på bordet.
Lækre snacks
Det er lækkert at gå og nippe til snacks i løbet af en dag i forkælelsens tegn. Lav små hapsere, der er nemme at spise med fingrene – og husk at lægge servietter frem.
Neglebar
Lav en neglebar og stil et farveorgie af neglelakker frem, så gæsterne selv kan vælge deres favorit – og glæd jer til alt den tid, der er til at snakke, mens I sidder sammen og polerer og lakerer negle.
Invitation med indbygget wellness
Start forkælelsen af dine gæster ved at sende dem en ’rigtig’ invitation – for er der noget bedre end at få et godt gammeldags brev? Du ka' finde skabelonen her.

 

Opskrifter til wellness-festen


Lav din egen scrub

En god bodyscrub er uundværlig, når de døde hudceller på kroppen skal fjernes. Du får her opskriften på en skøn, hjemmelavet scrub, du enten kan lave på forhånd, eller I kan lave sammen som en del af wellness-festen.

Bodyscrub med sukker og citron

(Til ca. 4 personer)

4 dl sukker
8 spsk. kokosolie
4 spsk. friskpresset citronsaft

Bland alle ingredienser sammen og kom evt. den færdige scrub i små, individuelle sylteglas, så alle får deres eget ’wellness-kit’. Sukkeret i scrubben exfolierer huden, mens citronsaften virker som en mild peeling, der efterlader huden frisk og blød.

 

Se hvordan man nemt kan lave sin helt egen bodyscrub til Wellness-aftenen

Chokoladeplader med matcha-te

Matcha-te siges bl.a. at have en beroligende effekt på kroppen og at kunne styrke immunforsvaret, så tænk den grønne te ind, hvor du kan – i kager, is eller som en varm drik imellem behandlingerne til wellness-festen. 

200 g hvid chokolade, smeltet
1 spsk. matcha-te
Tørrede frugter, kerner og nødder efter eget ønske – eksperimenter med forskellige toppings, for eksempel tørrede gojibær, frysetørrede brombær, græskarkerner og chiafrø.

Rør chokolade sammen med matcha-te, indtil det er godt blandet. Spred massen ud i et tykt lag på et stykke bagepapir på en bageplade. Drys med dine fortrukne frugter, nødder og kerner og lad pladen sætte sig i køleskabet. Bræk pladen i mindre stykker og kom dem i en skål. Du kan også lægge hele pladen på et flot skærebræt og lade gæsterne brække stykker af chokoladepladen. 

 Tip

Drys gerne tørrede spiselige blomster som morgenfrue og blå kornblomst over chokolademassen sammen med toppingen. 

 

Bagt aubergine med feta og løgspire

(12 stk.)

 

12 skiver aubergine, skåret i 1½ cm tykkelse
God olivenolie
200 g feta, smuldret i mindre stykker.
1 bundt purløg, snittet fint
4 spsk. bredbladet persille, hakket groft
100 g pistacienødder, hakket groft.
1 pk løgspire
Salt og peber

Tænd ovnen på 180 grader.

Pensl aubergineskiverne med olivenolie og drys med salt og peber. Bag aubergineskiverne i ovnen, indtil de er flot gyldne. Anret de lune auberginer på et fad og top med feta. Rør purløg med olivenolie, så det hænger en smule sammen. Top med purløg, pistacienødder og persille.

 

Grønne smoothies med grønkål

(4-6 stk.)

 

4 dl skyr
150 g grønkål, skyllet og snittet fint
2 bananer, skåret i stykker
6 dadler, stenen fjernet
2 spsk. akaciehonning
½ liter mandelmælk
1 tsk. matcha-te

Pynt

Blandede frø: Chiafrø, hørfrø, sesamfrø
Æggehvide
1 stjernefrugt skåret i tykke skiver

Kom æggehviden ud på en flad tallerken og kør kanterne på glassene rundt heri. Kør glassene rundt i de blandede kerner, så du får en fin kant. Fordel skyr i glassene. Kom de resterende ingredienser i en blender og blend det helt glat. Juster evt. konsistensen med lidt mandelmælk. Drys toppen med ekstra kerner og sæt en skive stjernefrugt på siden af glassene og server med fine sugerør.

Tip

Sørg for at alle ingredienser er kolde, inden du går i gang.

  

Historien bag wellness

Wellness er langt fra et nyt begreb. I Romerriget havde man kursteder med termiske bade med vand fra varme kilder – og den belgiske by SPA, der er kendt for sine termiske kilder, blev grundlagt i 1326. Også de gamle kulturer i både Kina og Grækenland fokuserede på ’det hele menneske’ og havde en sofistikeret forståelse af, hvordan man holder sig sund. I USA boomede wellness-bølgen for alvor i 1980erne og spredte sig senere til Europa, hvor begrebet siden har bidt sig fast med ønsket om større velbefindende, mindre stress og mere energi.

 

 

Alle festemner